P

Modtageren af Poeklub Århus´ Undergrundspoesipris 2015
Sleiman Nazzal

Kære Sleiman Nazzal

Tillykke med Undergrundspoesiprisen 2015! Prisen uddeles af Poetklub Århus hvert år til en person, der i særlig grad har gjort sig gældende i byens litterære undergrund. I dit tilfælde er der tale om et virke, som strækker sig over mere end ti år og har udgivelserne af digtsamlingerne “Uden visum” 2000 og “Uden sprog” 2013-14 som sine to poler.

Mellen disse poler svæver du selv og drejer og drejer “and turn him and turn and turn him for everything is in him” får jeg lyst til at føje til med Harold Blooms ord om en af Shakespeares figurer nemlig Falstaff, der optræder både i Henrik IV 1 & 2 og i De lystige Koner i Windsor. I modsætning til Hamlet, som er ung og dør ung, er Falstaff ældre og tidligere soldat. Han får sig gerne en tår over tørsten og gør altså kur til de lystige koner i Windsor.

Første gang, jeg selv hørte et af dine digte, var da jeg i begyndelsen af 2001 sad på Café Ris Ras, hvor forløberen for Poetklub Århus nemlig De unge Poeters Klub holdt oplæsninger. Jeg sad et andet sted i cafeen og hørte en insisterende stemme bag mig: “Lad være med at tale om politik! Jeg hader det! Lad være med at tale om politik! Jeg hader det!”. Det var dig, der læste et af de digte, som stod i din dengang nyudgivne bog Uden Visum.

Det er et karakteristisk citat, for en afgørende kvalitet ved dine digte er, at du forstår at adskille poesi og politik. Eller for at sige det mere præcist: Du er ikke til fals for voldens koreografi. Du er ikke en kriminel digter. Hos dig er det lysten og det frie valg, der skaber digtets komposition. Lad et digt fra Uden Visum tjene som eksempel:

Mine digte beklager sig ikke
de beklager ikke
din skønhed
de tilbeder ikke
dit ansigts måner

Jeg er på min galskabs
poetiske tur
afskærmer min
jargons akutte tunge
det er ingen manøvre
når jeg siger
jeg elsker dig
På min vej fra skole
til mit hjem
elsker jeg mange kvinder
“3 eller 5 det kommer an på vejrets hjerte”

Jeg vænner mig
til at stjæle smukke kvindelige skatte
og deres dejlige bryster
med min fantasi
Med mine store hænder
stjæler jeg
deres klare skønhed
og deres hemmelige søde frugter
for mig er det en vane
at de røber deres undertøjs
farve og facon
og jeg hænger det
på lystens bøjle
så bed ikke
mine digte
om at beklage
de vil aldrig beklage

Titlen på din første digtsamling, Uden Visum, signalerer naturligvis en masse besvær. Men det danske sprog, som du ikke har visum til, giver alligevel efter. Eller overgiver sig slet og ret. Men det er ikke det danske sprog, der er nøglen til et egentligt eksistentielt statsborgerskab i den flække af kloden, du ved skæbnens tilskikkelser er havnet i. Nøglen hertil signalerer du i titlen på din anden digtsamling, Uden sprog.

I dette sprogets nirvana hæver du uforudset stemmen i samlingens sidste digt, Det er mig. Centale linjer i digtet er sætningerne: “Det er mig som elsker Århus mere end Danmark / Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen”. Al-Quds er arabisk for Jerusalem, og linjerne handler om at vælge det jordiske i stedet for det himmelske, det konkrete i stedet for ideen. At være ydmyg i stedet for at stå på sin ret. Det udfoldes senere i digtet i linjerne: “Det er mig som elsker Danmark / mere end demokrati!”.

Digtet bærer den selvdefinerende titel, Det er mig, og lyder i sin helhed:

Det er mig
som vandrer mellem tankernes salt
og kvindernes havs blikke
Det er mig
som følger en skov af honning
og gemmer sommerfuglens hemmelighed
under fremtidens modne hud
Det er også mig
som kigger på de kedelige karavaner
der væver inde i min sjæls gyngen
og dækker hjertets metaforer med de triste blade

Hvordan skal det lykkes mig at kysse vores våde aftale?

Det er mig som skriver uden sprog,
med barndoms ild og sandets visioner
Det er mig,
et fortabt suk som skaber tres fugle og en enkelt engel

Det er mig som elsker Århus mere end Danmark
Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen
Derfor, rejser jeg for lidt bedre at huske
de gyldne signaler som vander mine minder
med håbets tåre …
– kom nu … rust min fortids æske …
Der findes floder, blomster, appelsiner. Dadler.
Cedre, vilje, ambitiøse sole?
Jeg har brug for en duftende favn lige nu!
Hvad hedder dit smil på mit sprog?

Det er mig som elsker Danmark
mere end demokrati!
Jeg er vant til at sende mit eneste ansigt
til de øvrige spejle
De ønsker at ændre min farve
under slow motion regn

Hvad skal jeg kalde min skilsmisse fra et træ af citron og had?

Giv hånd til min tavshed
Men det er stadig mig som leder efter kærlighedens smukke skib
Selvom det sejler inde i vores blod …
Jeg kan se
Giv hånd til vores hav

*

“Derfor rejser jeg…”, står der et sted i digtet. Sætningen henviser konkret til din glæde ved at rejse. Hertil knytter sig dine utallige forsøg på at lokke os andre med på dine rejser. Måske lykkes det en dag. Om ikke andet har du ved flere lejligheder givet os forestillingen om at rejse.


Undergrundspoesiprisens
statuette er skabt
af Michael Persson
Modtageren af Poetklub Århus´Undergrundspoesipris 2014 Inger-Marie Ørner
 
Kære Inger-Marie Ørner.

Tillykke med tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris!

For nogle uger siden lavede jeg et interview med dig i anledning af, at vi i poetklubbens bestyrelse enstemmigt havde besluttet, at du skulle have prisen. Du spurgte da, hvorfor det netop var en “undergrundspris”, du skulle have. Det vil være oplagt i et svar at inddrage Gustaf Munch-Petersens digt “det underste land” fra 1933. En linje herfra er denne, at “blodet flyder frit mellem alle”. Jeg kunne have lyst til at citere hele digtet. Men denne linje må være nok.

Du skal have en undergrundspris Inger-Marie, fordi du bibringer os en erfaring af dette ellers eksklusive fænomen, at blodet flyder frit mellem alle. Det bliver dog ikke ved en indre ophøjet erfaring i dit tilfælde. Med dine egne ord fra interviewet: “Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte”. Dermed er det nemlig sagt, at du formår at give din indre oplevelse af fællesskabet et ydre udtryk.

I mere end ti år er du kommet trofast til poetklubbens oplæsningsarrangementer, og du har målbevidst opbygget en sætliste at øse af. Ofte har du læst de samme digte igen og igen, så vi har lært dem at kende og lært at sætte pris på dem. Du har også arbejdet med tekster i skriftlig form i form af figurdigte, og du har sprængt figurdigtet som genre med det fine digt “Clipsen” om en papirsclips, der er vredet ud af form og ikke kan finde tilbage til sin oprindelige form og derfor ikke kan gøre andet end at være det, den er, nemlig en clips, der er vredet ud af form, og ligesom clipsen er også linjebrydningen i digtet om den vredet ud af form.

Det er ikke skjult for nogen, at din erfaring med at være vredet ud af form også har med sygdom at gøre. Men på trods af sygdommen møder du alligevel op velklædt og opmærksom ikke bare fra det underste land men også fra en højere verden, hvor anstændighed er noget naturligt. Du har med et udtryk fra et andet af dine digte – lys i alle dine rum. Det nærvær, du møder os andre med.

Lars Hougaard Clausen
på vegne af Poetklub Århus
 


Interview med Inger Marie Ørner

i anledning af tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris 2014



Inger-Marie ringer, da jeg sidder i bilen på Nordre Ringgade. Hun venter mig kl. 17, siger hun: Men om jeg kan samle hende op ved VeRi-Centeret ved kiosken? Da jeg når frem, er hun der ikke, og jeg parkerer bilen og går ind samtidig med, at jeg forsøger at ringe. Hun siger mit navn fem meter bag mig, da vi pludselig får analog kontakt.

Da vi senere sidder ved Inger-Maries spisebord, spørger hun, hvorfor det lige netop er en undergrundspris, hun skal have. Hun har nemlig en mening om undergrunden. Den vender vi tilbage til. Men først en analog begyndelse.

Hvornår begyndte du at skrive Inger-Marie?

Da jeg var 14 år skrev jeg sange til børnefødselsdage, og jeg skrev rim i gæstebøger, og hvor jeg kunne komme til det. Jeg holdt også taler på vers. Det gør jeg stadig. I gymnasiet og under min uddannelse til sygeplejerske lå det stille. Der var så meget andet og se til, og jeg fik familie. Men da jeg blev sygeplejerske, begyndte jeg igen. Så begyndte jeg at skrive festsange mod betaling. Jeg fik 400 kr for en sang. Det var i 90´erne. I 98 fik jeg en førtidspension på grund af parkinsons, og da tog det for alvor fart. Det var samtidig med, at digte.dk kom på banen. Det var vældig inspirerende. Det gjorde det muligt for digtere og digt-interesserede at komme i kontakt med hinanden. Det handlede både om litteratur og politik og det sociale i al almindelighed. Det var i nettets fødsel, og det betød, at vi let kunne misforstå hinanden. Vi var ikke vant til at skrive på den måde, og fik nogle over fingrene en gang imellem. Vi lærte hinandens undergrund at kende først, og bagefter mødtes vi i virkeligheden. Der var nogle, der ikke turde sige et pip, når de var sammen med andre. Men på nettet turde de skrive alt.

Synes du, at poetklubben har kontakt til en sådan undergrund?

Ja, i den forstand, at man kan komme ind fra gaden, og vi stiller ingen krav. Men accepterer enhvers måde at udtrykke sig på. Ikke engang en tidsbegrænsning har vi på. Det har de jo i København, og det gør noget ved folk. Det er storbyens skæbne. Det begrænser udfoldelsen. Digte skal ikke bare læses op, de skal smages på. Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte. Det sker ikke, hvis jeg frygter ikke at have tid nok. Jeg har altid øvet mig på oplæsningen, men i selve situationen sker der meget spontant både hvad måden at læse op på og hvad der læses op og hvor længe. Det er et levende materiale, og tilhørerne er også levende.

Hvor tror du lyrikken vil udvikle sig hen i fremtiden?

Jeg tror den vil udvikle sig i spirituel retning. Det spirituelle lever i vores undergrund. Tilgangen til det spirituelle er vores drømmesprog. Drømmesprog er det sprog, vi har inden, vi vågner. Det skildrer en tilstand, som vi ikke er bevidste om. Antydningen og poesien i sig selv vil blive af større betydning end digteren selv. Poesien er øjeåbnende i forhold til undergrunden. Vores egen og hinandens og den fælles undergrund.

Hvad savner du i dansk lyrik i dag?

Jeg savner, at forfatteren ikke kun bruger ord, men også følelser. At der er en mærkbar eksistens til stede i det skrevne. Ellers er det ligegyldigt.

Hvad holder du af at læse?

Jeg kan godt lide Janina Katzs tvetydighed og Klavs Bondebjergs mod. Thøger Jensen er ydmyg og præcis.

Inger-Marie Ørner har budt på kaffe med snaps til mig og Baileys til sig og smørkrans. Hun har fået et stykke og jeg tre. Jeg må gerne tage resten, siger hun. Papiret sidder fast i undergrunden.

Lars Hougaard Clausen

Modtageren af Århus Poetklubs Undergrundspoesipris 2013 Ib Johansen

Kære Ib Johansen!

Tillykke med tildelingen af Århus Poetklubs Undergrundspoesipris! Ved at sige denne sætning har jeg givet efter for det tryk virkeligheden har udøvet på det navn, der i sin tid blev til mest som navn til poetklubbens hjemmeside, altså Poetklub Århus. Det bliver i folkemunde meget let til Århus Poetklub, og nu er foreningen oven i købet blevet så bevidst om sin egen rolle i det litterære landskab, at tanken om at indstifte en pris har kunnet opstå og vinde fremme. Der er grund til at opholde sig lidt ved navnet, for sikke da et navn: Undergrundspoesipris. Det skyder fra Undergrunden og folder sig med Poesiens skabende kraft ud i en Pris.

Den pris er båret af en kærlighed til poesien, som netop du er så god en eksponent for. Foruden dine egne digte har du både ved oplæsninger og i vores tidsskrift M gasin velsignet poetklubbens betalende og ikke betalende medlemmer med oversatte tekster af digtere fra verdenslitteraturen: William Blake, Edgar Alan Poe, Dylan Thomas, Leonora Carrington, Adolf Wôlfi ikke at forglemme Cristopher Smarts lange vidunderlige digt om sin kat! Herigennem har du forsynet poetklubben med et bud på en kanon, som er værd at overveje.

En anden af dine interesser, som vi endnu har til gode at stifte bekendtskab med i poetklubben, er din interesse for den østjyske forfatter Albert Dam. Jeg ved, at du har skrevet en bog om hans forfatterskab og at den er antaget af et forlag og blot venter på finansiering. Når der er grund til at nævne det her, er det fordi Albert Dam har et godt øje til den østjyske folkekarakter, som han siger er uden særlige kendetegn og kun kendetegnet ved det at være menneske. Om østjyderne siger Albert Dam også, at de har intet begreb om religion men glæder sig over poesi.

I aften er vi alle sammen østjyder for Vor Herre, og vi glæder os over at kunne give dig Århus Poetklubs Undergrundspoesipris pris som tak for dine egne tekster i form af haiku og andre digte, dine oversættelser og ikke mindst din skulpturelle optræden og distinke stemme i forbindelse med oplæsninger og mest af alt, fordi du har valgt at være her: At du har ladet din interesse for poesi få den konsekvens, at du kommer til vores arrangementer og skriver i vores blad. Det er, når alt kommer til alt, derpå poesien skal prøves: Om den præger vore liv og forvandler dem.

Lars Hougaard Clausen
på vegne af Poetklub Århus